Under Stereotypens Overflade

Kære Kærlighed – En dans på røde galsskår

dans på røde glasskår - redigeret

En dans på røde roser” er et fejlfortolket og misvisende udtryk. Det er som at få en bold i maven. Den bliver der bare. Lige i mavesækken, og lungerne får også et slag, så man mister pusten og knækker foroverbøjet sammen. Så står man der. En situation, hvor det er meget svært at smile, se godt ud eller lade som om det ikke gjorde ondt. Men jeg gjorde det. Uforbederlig. Jeg vendte situationen – det var ikke dig der skred. Det var mig. Det var mig, der ikke ville have noget fast. Det var mig, der lige var kommet ud af et forhold. Det var mig, der kyssede med en anden. Men det var mig – ikke dig, mig.

Men alligevel var det mig, der knækkede sammen i toget som en gammeldags kortfilm.

Jeg havde ovenikøbet mødt en kammerat på vej til toget, efter at du havde fortalt mig, hvordan du følte. Eller rettere konfronteret mig med, hvad du ikke følte. “Hey, hva så, hvor skal du hen?” – åh gud – ikke nu… “Gud hej! – bare ned til stationen, hva med dig?”, jeg svarede naturligvis så almindeligt, som det var muligt. Sådan fortsatte vi med lidt small-talk. Ligesom vi ville havde gjort det på enhver anden almindelig dag. Jeg lover, at jeg kunne havde vundet en oscar for “bedste skuespil”. Eller var det skuespil? Ved ikke om jeg helt havde forstået det endnu. Det var jo bare en almindelig onsdag. Desuden var det første jeg havde gjort bagefter, at aftale en date med en fyr, der havde kastet sin line mod mig – ham kendte du ikke til… Igen – det var jo mig. Det var mig, der drak mig lidt for fuld.  Det var mig, der var lidt for glad for at gå på jagt i nattelivet. Det var mig, der skrev med min ekskæreste i mens. Og det var mig, der ikke nåede at besvare dit opkald…  “Farvel, vi ses i morgen”. “Det gør vi – godt at se dig”. Det var ikke godt, at se ham… Tror jeg… Jeg var jo vred. Vred på alle – særligt disse uden 2 stk x-kromosomer. Vred på dig. Du havde løjet for mig. Jeg vidste godt, at du havde forelsket dig i en anden – hvorfor kunne du ikke indrømme det? Kunne du i det mindste have valgt en, som jeg ikke er nødt til at se i øjnene, når vi støder sammen på ugentlig basis?

Jeg nåede ind i toget til tiden. *bib, bib, bib* – dørene lukkede og håbet, om at se dig komme løbende op på stationen og fortryde dine ord, blev hurtigt suget ud af mig.  Jeg var stadig cool. Min make-up sad, hvor den skulle, og mine tanker var fokuserede på at beregne togtiden. Indtil jeg satte mig ned. Nu sidder jeg her og kan mærke mine læber hoppe underligt op og ned imens mine øjne vædes. Jeg borer mine negle ind i mine håndflader, så det gør ondt. Men det diagerer tankerne over på noget andet for et sekund. Lige dér – midt i den offentlige transport, sidder hun og forsøger at skjule sine tårer bag sine solbriller og tilbageholde sin højlydte gispen efter vejret. “Tag dig nu sammen”, dunker gentagende inde i mit hoved. Det er min forbandende stolthed, der udviser sin skuffelse over en sådan reaktion.

keep your head up and don't let them see you cry - redigeret

Jeg løber med lettelse ud af toget. Jeg løber rent faktisk. Løber ud, løber op ad trappen og løber ned ad vejen. Væk fra menneskene. Jeg kan endelig lukke det hele ud. Jeg skriger lavmeldt midt ude på vejen. Solens stråler undgår mit ansigt, fuglenes sange håner mig og jeg kan mærke mine mareridt’s mæskende øjne nedstirre mig – de har fået liv. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Jeg har ikke prøvet det her før – jeg ved ikke hvordan man gør. Jeg var ikke engang overbevist om, at jeg var forelsket i dig til at starte med? “Lyt til dit hjerte“, hører jeg så tit… Right… Hvordan skal jeg kunne stole på noget, som havde ledt resten af mig så meget så meget på vildspor?

Jeg er heldigvis alene hjemme. Jeg falder om på sofaen. Det er så stille i huset, at jeg kan høre sekundviseren på mit armbåndsur… Timerne går, indtil min mor kommer hjem. Jeg har fået fjernet alle tydelige tegn på løbende mascara og formår at virke nogenlunde glad og tilfreds. Det er jo en god onsdag. Solen skinner, jeg har ingen lektier for og jeg har fået et 12-tal i min afleveringen – alle de små finurligheder, der løfter ens dag er på plads. Men jeg er malplaceret i den orden. Alting virker lidt anderledes. Jeg føler mig som en stor kugle af rod, der sætter spor over det hele – på vejen, i stuen, på sofaen og i køkkenet. Jeg får kvalme ved tanken om mad. “Du er så stille pus?”. Øh nej, nu kommer det, ikke igen, forsent… Jeg gør det igen. Jeg knækker sammen og udsender disse underlige lyde, som vi nu engang laver, når vi græder. Det værste ved at græde foran min mor – som ellers er en man kan tillade sig at græde hos – er, at det bagefter vil kræve en forklaring. En forklaring, som jeg ikke selv kan formulere. Er jeg virkelig så ked af det?

Men en ting er sikkert. Hvis der findes en pris i at ødelægge alting, er jeg en vinder. Jeg kunne have håndteret os meget bedre end jeg gjorde. Det var mig. Det er min fejl og min stolhed. Min forbandede stolhed. Jeg vil sikkert kun have dig, fordi du ikke vil have mig. Det må være det. For hvis du virkelig var så enestående, så havde jeg vel aldrig tvivlet på os? Så havde jeg vel aldrig givet ham i baren mit nummer eller benægtet, at vi var sammen?
Du skal i hvert fald ikke vide noget som helst om mit fald. Jeg er stadig vred på dig. Du fortalte det ovenikøbet til gud og hver mand bagefter. Hvad bilder du dig ind? Den dans på røde roser, som jeg så for mig, er blevet en solo-vals igennem glaskår. Undskyld, jeg er en dårlig danser.

Im not okay

 

Men dansen fortsætter.

// CinderellaWannabe

Illustrationer malet af Miriam Eastwood

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Under Stereotypens Overflade