Med plads til forskellighed - Distortion 2015

Kære ‘bare endnu en’

blå

Der gik præcis 4 uger, hvor vi sprællede i det samme net. 4 uger, hvor vi kunne definere det som “vi har noget”. En titel man opnår, når man har datet den samme person i en periode og ikke ville se det som fair, hvis man kyssede en anden. Når man ikke er kærester, men er mere end venner. Så kan man slippe afsted med noget så simpelt som: “vi har noget”. Et begreb min mor aldrig kommer til at forstå. I hendes optik er man enten kærester eller “bollevenner” – et ord man ikke ønsker at høre fra sin mors mund.

Men 4 uger – hvilket er 3/4 uger længere end den sidste. Og vi skændes kun i 1 af dem. 25% af tiden. Hvis det ikke var dig, den var galt med, så må det have været mig. Det var naturligvis forkert af mig, at indtræde forholdet med ordene “gu’ ved hvor længe den her holder” klistret fast i mit baghoved. Og forkert af mig at se slutningen før begyndelsen, istedet for at lade mig forføre ind i romantikkens mystik. Det er bare blevet vanesag… Tag det ikke personligt. “Jamen, hvad vil du egentlig selv?“, spurgte du mig. Det ved jeg faktisk ikke med sikkerhed. Jeg vil være typen, der tror på guld, kærlighed og grønne skove, men hver gang jeg er hos én – er det som at være fanget i et akvarium, hvor alt andet på den anden side virker langt mere interessant. Og hvis jeg er på den anden side af akvariet, savner jeg trygheden. Græsset er altid grønnere på den anden side, som man siger, og indtil videre er jeg jo sluppet godt fra at forlade akvariet et par gange, for derefter at vende tilbage igen. Jeg lod mig nok overbevise om at tid – og tid uden dig, kunne forstærke følelserne, som jeg kun lod mig indbilde, at jeg havde.

Du har aldrig været ligegyldig. Din tilstedeværelse og dine øjne er tryllebindende. Men det er bare gået hen og blevet en rutine frem for en følelse. En form for anderkendelse og kærlighedsrus, der holder både hjernen, hjertet og kroppen i gang. En afhængighed. Mit fix.

blååå

Du betyder virkelig meget for mig” sagde du på et tidspunkt. Jeg blev glad – det gjorde jeg virkelig, men ord har du nok af. Kommer det til handling, så halter du til gengæld. Det hænger nok sammen med, at du nemt skifter mening. Men det kan jeg vel ikke bebrejde dig for, når jeg selv skifter mening hvert 2. minut – en farlig og irriterende egenskab at besidde. Jeg ville gerne have troet på dig – det ville jeg – men… Min erfaring fortæller mig, at jeg skal lade være. Og du har bekræftet alle erfaringerne, eftersom jeg ikke hørte fra dig flere dage efter, og du kort efter var ude af billedet. Samme historie – om og om igen.

Men nå ja, havet er fyldt med fisk. Det er det virkeligt! Både fisk og fiskere og der er kroge at lade sig lokke af. Men det er sjældent helt smertefrit, at lade sig friste og bide på.

blåå
Ingen tvivl om at en af de kroge kunne være det hele værd – men hvilken? Det virker mere sikkert at svømme udenom. Lade sin følesesforladte og facadefyldte overflade dominere og se den anden vej. Men hvor fedt er det lige? Det er jo som et fix. Et fix, der gør dig høj. Som du er afhængig af. Som du elsker. Og som slører al rationalitet, og gør det svært at skelne mellem rigtigt og forkert – også når det gælder ens egen opførsel og behandling af andre.

// Wannabe’en

Illustrationer malet af Miriam Eastwood

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Med plads til forskellighed - Distortion 2015