Kære 'bare endnu en'

Jeg Kan Ikke

Er mennesker ikke øverst fødekæden? Det mest intelligente væsen vi kender til? Og føler størstedelen sig ikke overlegne i forhold til et hvert andet dyr?

Alligevel har vi udviklet en forsvarsmekanisme i os selv, som bliver aktiveret, når vi omgås andre af vores egen art. En mekanisme, der kan fremstille en velformuleret undskyldning til enhver lejlighed – Selvom vi i bund og grund har intet at undskylde for. “Ej, jeg kan ikke finde ud af det her“. Kan du rent faktisk ikke finde ud af det, eller er det din undskyldning, hvis din karakter ender på 02 efter eksaminationen? Det er som om: Jo dummere vi gør os selv, jo mere i orden er det at lave fejl. Sjældent har jeg hørt nogen udtale “ej, jeg føler jeg har tjek på det her” eller “jeg owner den her eksamen“. Også selvom der er tale om eleven, der altid er overlegen i faget, og som uden tvivl vil klare sig godt til eksamenen. Tillad mig at have læseferie og eksamener på hjernen. Det er stram periode.

Men hvorfor er det altid undskyldningerne, vi skal komme med? Er det for ikke at blive stemplet som en pralhals? En der tror hun/han er noget vedkommende ikke er? Er det normen?

Jeg er uden tvivl selv med på vognen. Selv når jeg føler, at jeg har 100% styr på noget, så falder det mig mest naturligt at sige “årh, jeg vil ikke det her – det kommer til at gå helt galt”. Selvom jeg ved, at det kommer til at gå fint. For mit velkomne er det helt klart for ikke at virke pralende, at refleksen slår ind. Jeg kan høre ordene “hun tror rigtigt hun er noget?” for mig så tydeligt. Det er nemmere at få medlidenhed frem for anderkendelse. 

tumblr_n08xauYifE1rf6004o1_500

Det samme gælder, når noget så simpelt som holdfordeling til idrætsdagen skal laves – og det er særligt blandt piger. Der er en dominerende tilbageholdenhed blandt pigerne, og mon ikke det medløber til at langt flere mænd besidder direktørstillingerne? For kigger man på statistikken, er det ikke på grund af højere faglig dygtighed. Dog er ligestillingskampen ikke ovre – Der bliver stadig ansat flere mænd uden børn end kvinder uden børn, fordi sandsynligheden for at kvinderne går på barsel er større. Og generelt får mænd mere i løn, selvom de ikke har en højere stilling.
Men når det kommer til idræt, vælter undskyldningerne hurtigt frem: “Amen jeg kan ikke løbe” – selvfølgelig kan du løbe? “Amen jeg kan ikke gribe en bold” – var det så ikke på tide at lære det? Men så snart vi har undskyldt os med at vi “ikke kan finde ud af det”, så overbeviser vi os selv om, at det er mere acceptabelt at tabe. Og samtidigt er sandsynligheden for at blive valgt mindre. Modsat mener drenge ofte, at de kan mere end hvad godt er. “Amen jeg spiller skuda bedre fodbold end dig!” – er det ikke sjældent man høre en pige bedregøre sig selv over en kammerat? Og drengene griner blot med. Vi kunne lære noget af dem på det punkt.

Netop idræt er naturligvis også et fag, hvor drengene altid har haft en fordel. De er som regel både stærkere og større end os. Men på gymnasium-idrætniveau står vi nogenlunde lige. Så slående er forskellen ikke, når det kommer til dans, svømning og løb. Men indtrykket er at mange piger giver op på forhånd og ikke har noget i mod at være stemplet som “boldmongol” eller få at vide at de “løber som en pige”. Et udtryk, der heller ikke just forbedrer pigernes komplekser og helt klart er opfundet af modsatte køn. Et udtryk man lærer at acceptere med alderen, fordi det på en måde er standarden. Men hvem laver den?

win the race

Fænomenet, hvor man ikke føler sig god nok og går i forsvars-mode forkommer heletiden, for så snart man udtaler sig, bliver man målt, vejet og placeret. Helt ubevidst. I timerne, på gaden, på arbejdet, på nettet og alle andre steder. Det er muligvis den frygt, der holder os tilbage. Den frygt, der gør at vi ikke tør stå ved os selv og videreudvikle talenterne. Jeg kender alt til det! Jeg er for nyligt blevet blogger og har allerede hørt “hvad sker der lige for det der blogger-halløj? Er det ikke gået lidt af mode?” et par gange. Og jo, det er vel gået af mode, men er det moden det kommer an på?
Derudover har jeg skrevet musik siden jeg var helt lille. Jeg fylder snart 18, og har ikke udgivet det før nu? Jeg har altid frygtet at blive vejet og bedømt, og jeg tager enormt hårdt på kritik. 1x kritik kan ødelægge min dag, selvom jeg har fået 10x ros. Jeg lider ikke af dårligt selvværd, og jeg ved godt, at jeg er god nok indeni. Men jeg kan stadig lade mig slå ud af andres ord. Særligt når det kommer til musik, fordi den repræsenterer et sårbart jeg. “Fik DU 12 i idræt!?” spurgte en af mine kammerater efter karakteroffentliggørelsen – Wow… Du kan også bare sige, at du synes jeg stinker til idræt. Jeg havde mest lyst til at svare: “Ja jeg gjorde – SELVFØLGELIG? Jeg er den bedste svømmer og jeg ownede dig for sygt i Volley Ball!“, men alligevel sætter forsvarsmekanismen ind og frygten for “pralhals-stemplet” tager over. “Ja, jeg har vist været heldig“. Selvom det ikke havde noget med held at gøre.

Hvordan ændrer man det? Hvordan lærer man sig selv ikke at gå op i andres mening? Hvordan opnår vi tilstrækkelige nok selvtillid, at behovet for anderkendelse ikke overgår behovet for at stå ved sig selv? – Langt fra størstedelen af os er født som Kanye West.

kanayewest

Man må vel forsøge at lade sig overbevise.

// CindereallaWannabe

 

2 Kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kære 'bare endnu en'