En Drømmejægers Evige Jagtmarker

Kære Mormor – Dit sidste åndedrag

12092446_10205924502009538_199852388_n
Det er sent. Klokken nærmer sig midnat, og de sølle rester af september måned er ved at fordufte. Det har været en forfærdelig dag – og det er det stadig. Vi er samlet omkring dig. Mor, Lene, Bo, Christian, far og jeg. Alligevel virker huset så tomt. Så efterladt. De vægge, der hele min barndom har vidnet til mine lege og min opvækst, virker grå. Og sofaen, jeg altid plejer at sidde i, mens jeg døser foran fjernsynet, er så støvet, at den ikke ser indbydende ud længere. Men det er stadig din stue. Vores stue kan man næsten kalde det – så meget tid som jeg har brugt herovre med dig.

Du ligger med lukkede øjne i midten af stuen i en hospitalsseng, der ikke hører hjemme her. Du er så lille. Endnu mindre end du plejer. Jeg kan ligefrem se dine knogler på både kinder, hænder, fødder og alle andre steder. Mor er træt. Hun er stærk og holder sig vågen, men de mange nattevagter på rutine, har gjort hende udmattet. Det er også sent, og det er hverdag.

Trods den sørgelige stemning, der spøger i huset, er der ingen tvivl om at her er fyldt med kærlighed. Kærlighed du har lært os. “Gud er kærlighed” står der på billedet bag dig. Det har hængt der, så længe jeg kan huske. Det minder mig om de mange gange, du har bedt mig tage med i kirke, hvor jeg har tegnet med de andre børn. Du har altid været meget troende, hvilket har været inspirerende. Jeg ville gerne tro på det samme som dig, og jeg gør mit bedste for at lade mig overbevise om, at der er mere mellem himmel og jord. Og at vi vil ses igen på den anden side. Alt andet er ikke til at bære. Tanken om at det er sidste gang, jeg ser dig nogensinde er ubærlig. Der må være mere på den anden side. Det skal der være. Det har du lovet mig. Du har lovet mig, at vi ses i himmeriget.

Det virker som i går, at du livligt rendte rundt og fandt ukrudt i haven. Eller proppede mig og Christian med ristede boller, så vi altid blev for mætte til at spise aftensmad derhjemme. Eller vi skulle skynde os ud på rideskolen, fordi tiden igen løb fra os. Du har godt nok kørt mig derud mange gange i tidensløb. Selv tiderne i sandkassen virker ikke langt væk. Men det er de. De er fortid, og nutid er dagen, som jeg altid har frygtet – som vi altid har frygtet. Dagen vi aldrig ville snakke om. Dagen jeg har fortrængt. Dagen, der med garanti ville indhente os på et tidspunkt. Men ikke nu. Hvorfor nu? Det er for tidligt, og det er uretfærdigt. Jeg har brug for, at du er her. Jeg har brug for dig.

Men tid er ubarmhjertig, og den indhenter selv den hurtigste løber.

12087384_10205924502209543_1612329756_n

Min far siger, at jeg bør gå hjem. Den er kvart i 12 og jeg skal møde tidligt i morgen. Jeg gør det. Har været her i 5 timer, og der er ikke sket ændringer. Bare vi kunne have en samtale igen. Du og jeg. Om alt og ingenting. Jeg savner det… Jeg går ned af alléen, hvor vi har samlet så mange kastanjer sammen. Jeg kom altid stolt over til dig, når jeg var det barn på vejen, der havde samlet flest. Gadelygterne lyser vejen op i nattemørket, og jeg er hjemme på 2 minutter. Det tager lang tid at falde i søvn.  Du ligger så dybt i mine tanker, og på en måde vil jeg heller ikke sove. Tænk hvis der sker noget? Men jeg falder alligevel i søvn til sidst.

Jeg vågner til min far, der har sat sig på sengekanten. Jeg ved det. Jeg ved, hvad han skal til at sige. Jeg kan mærke det.Camilla, hun er død“. Nej… Selvom det ikke kommer uventet, kan jeg ikke kapere det. Helt ude af kontrol vælter tårene frem og jeg skriger “nej, nej,nej!”, imens jeg knuger mig ind til hans bryst og knytter mine hænder sammen. Jeg drømmer. Hvis jeg lukker øjnene vil alt være som det plejer. Jeg drømmer. Det kan ikke ske. Jeg drukner i mig selv. Det hele sortner. Jeg kan ikke sige nogen ord. Ordene kvæler mig indefra, og jeg gisper efter vejret. Alle de ord jeg aldrig nåede at sige. At jeg er ked af det, at jeg har brug for dig, at jeg elsker dig, at du er som en mor for mig – og alt det andet, som jeg kun inderligt kan håbe på, at du allerede vidste inden du forlod os.

Du havde været syg så længe, at jeg ved det er bedst, at du endelig får fred. Men jeg vil gøre hvad som helst for at høre dig igen. Og hvor jeg dog håber at vi ses på den anden side, og at du og mor har haft ret hele tiden. At der er noget på den anden side.

vi ses igen
// Dit barnebarn

Illustrationer malet af Miriam Eastwood

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En Drømmejægers Evige Jagtmarker